Offentlig IT – projekter eller løsninger?

I vinteren 1967-68 fik jeg som kontorelev ved en lille sjællandsk kommune til opgave at overføre folkeregisterets papkort til hulkort. Een gang ugentlig cyklede jeg til Kommunedata's nyopførte central i Brøndby og afleverede ugens arbejde. I 1968 blev cpr-registeret sat i drift, og siden har det offentlige brugt enorme midler på at indføre it løsninger, og langt de fleste af disse indeholder cpr-nummeret som nøgle til de underliggende borgerdata. Dette er sket for at muliggøre og lette udførelsen af administrative driftsopgaver, men også for at opnå gevinster indenfor styring, planlægning, kommunikation og forskning i takt med udviklingen af de teknologiske muligheder. Endvidere har et stort antal it-baserede løsninger, der henvender sig til borgerne, set lyset.

Siden 1967 har jeg så beskæftiget mig med edb/it i den offentlige sektor. It er kommet for at blive, det er bare en skam, at et lille, veluddannet og velorganiseret land ikke kan finde ud af at optimere både produktet og brugernes brug langt mere omfattende og enkelt.

Allerede i 2001 fastslog en rapport fra Teknologirådet (ISBN 87-90221-56-7), at mange offentligt ejede it projekter blev forsinkede og dyrere end forventet og resultatet var ikke som forventet.

Og hvad er det sket? - et stort antal offentlige IT-projekter er siden kuldsejlet, budgetterne overskrides og nytteværdien er lavere end forventet. Avisernes overskrifter taler deres tydelige sprog:

Et utal af strategier, projektbeskrivelser, evalueringer, rapporter og konferencer har set dagens lys. Med fynd-titler som ”Den digitale vej til fremtiden velfærd”, ”Mod bedre digital service, øget effektivisering og stærkere samarbejde” og den nyeste: ”Sammen klikker vi os til bedre velfærd”, synes alle samfundsproblemer løst, bare vi får it nok. Nogle it-strategier forlænges, hvis målopfyldelsen ikke er realiseret, og projekter relanceres, hvis de ikke har haft det indhold og den udbredelse, som var forventet. Lad mig nævne eDag1, -2 og -3, Rejsekortet, SKAT's 7-9-13-system og Sundhed.dk. På samme måde er digital signatur blevet til NemID og lur mig om ikke også NemID får en efterfølger.

Uanset offentlig it tilsyneladende lever sit helt eget liv – med perspektiverende projektbeskrivelser, pressemeddelelser, skandaleoverskrifter, skuffelser for de implicerede og et uudtømmeligt behov for økonomiske midler, må jeg som borger konstatere, at offentlig it har indflydelse på min hverdag:

Til eksempel undrer jeg mig over, at Sundhed.dk først nu i december 2013 har registreret, at jeg er tilmeldt en lægepraksis. Da vi flyttede til Thy for 4 år siden, måtte vi acceptere at vi ikke havde mulighed for lægevalg og blev gruppe 2 sikrede. For 2 år siden blev vi gruppe-1 sikrede, så der har været rigelig tid til at opdatere databasen. Sundhed.dk blev relanceret for et par år siden og en række data forsvandt fra oversigterne, fx laboratoriesvar. I stedet for at kunne se prøvesvarene henvistes jeg til at kontakte min praktiserende læge og informeres i øvrigt om afregningsdata og -koder, som næppe har betydning for nogen borger. Nogle kontakter til sygehuse fremgår 2 gange, fordi man henter data fra både Landspatientregistret og eJournal – med hver sin præsentationsgrafik. Man kunne tro, at en flok Business Intelligence konsulenter havde fået frit spil til at præsentere ”mest muligt” og da skærmbilleddesignet skulle laves, var pengene sluppet op. At email kommunikation med ens læge sker via et 3.-parts produkt, Cure4You, føjer blot spot til skade. Her har man i øvrigt gennem flere år kunnet gemme sine laboratoriesvar og mails til og fra lægen – mod et beskedent gebyr. Sundhedsministeren har netop blåstemplet denne løsning, så måske skulle man overdrage hele Sundhed.dk til videreførelse i privat regi? Først nu (december 2013) er der blevet adgang til at se egne laboratoriesvar i Sundhed.dk (hvis man ellers kan finde dem...).

I øvrigt fremgår indlæggelser og behandlinger på privathospitaler ikke og min kone's deltagelse i livmoderhalskræftundersøgelser fremgår heller ikke af sundhed.dk.

Mon ikke de fleste opslag på sundhed.dk foretages på egne data af it-engagerede medarbejdere i sundhedsvæsenet?

Jeg undrer mig også over, at en tilfældighed afslører, at 29.000 kvinder er blevet fejlagtigt registret som ”ønsker ikke at deltage” i screening for livmoderhalskræft. Det runger hult, når en koncerndirektør fra Region Midt i TV2's morgenudsendelse blot beklager og udtaler, at nu vil han undersøge om andre projekter skulle have lignende problemer.

Videre undrer jeg mig over at jeg i 3 år har modtage post, adresseret af offentlige kontorer som sygehus og kommune til den tidligere ejer af min bopæl. For god ordens skyld kan jeg oplyse, at hun har meldt rettidig flytning. Henvendelser herom er ikke modtaget med undren og tak, dog har sygehuset 3. gang der kom brev til min forgænger anmeldt den fejlagtige adressering som ”utilsigtet hændelse”.

I efteråret søgte jeg om folkepension. Efter 2 dages forgæves forsøg på at logge ind med NemID via borger.dk opgav jeg og kontaktede telefonisk Udbetaling Danmark. Efter 5 dage modtog jeg ansøgningsskemaet. Jeg forsøgte så lige én gang til via nettet og kom sandelig ind. Her kunne jeg konstatere, at skærmbillederne og skemaet ikke kræver de samme data! (undrer mig i øvrigt over at skemaet og de efterfølgende breve (post-) alle er kommet fra Udbetaling Danmark i Hillerød – jeg hører jo til Frederikshavn?).

At Skat's biloplysninger er inkomplette tager jeg kun med som en kuriositet, selvfølgelig har min VW Golf fra 2010 ikke ”ingen airbags”. Også her er plads til forbedret opdatering.

Et andet kuriøst eksempel er mine data i cpr-registeret, hvor datoen for erhvervelse af dansk statsborgerskab er angivet til 1991 med tilføjelsen at ”datoen er usikker”. Jeg er født i 1948, i Danmark og af danske forældre!

Som det ofte er beskrevet i medierne, hægter den øgede digitalisering et stort antal borgere af. Når det arrogante trekløver Corydon, Vestager og Nielsen den 25.11.2013 i kronikken i Jyllands Posten påstår, at 8 ud af 10 er på nettet ”dagligt eller ugentligt” er det tydeligt, at der er en restgruppe, der ikke bare installerer NemID og downloader forskudsopgørelsen - for slet ikke at tale om overhovedet at anskaffe en pc, bestille internetforbindelse og siden opgradere Adobe Reader, antivirusprogram osv. Min påstand støttes så sent som 26.12.2013, også i Jyllands Posten, hvor Danmarks Statistik oplyser, at 35% af de over 65 årige kvinder aldrig har brugt internettet.

Gennem flere år har det offentlige, banker, forsikringsselskaber m.fl. opfordret brugere og kunder til at tilmelde sig eBoks. Parallelt med at breve sendes hertil, adviseres brugerne og kunderne via sms eller email. Særligt for Skat er løsningen, hvor man modtager mail om at der ligger en ny års- eller forskudsopgørelse i ”skattemappen” (og ikke i eBoks), som man herefter kan åbne med NemID. At eBoks også kan tilgås via borger.dk øger kun forvirringen. Her er NemID pakket ind i ”Det offentlige log-in-fællesskab – Nem-login”. Jeg kan godt forstå de, der siger, at det er svært at finde rundt i. Og hvordan på sigt? - hvis jeg ikke downloader min korrespondance med det offentlige m.fl. til min pc eller udskriver det, så er det bare væk i løbet af få år. Hvad fx med de breve jeg har modtaget for 3-5 år siden med min daværende digitale signatur? Og hvorfor skal jeg hos nogle offentlige myndigheder give tilladelse til at de må bruge mit cpr-nr., og ikke hos andre?

Et andet aspekt af den øgede digitalisering er sikkerheden for at mine data forvaltes fornuftigt. Jeg ved, at jeg kan få adgang til mine egne data i de registre jeg kender (fx cpr.dk), men hvilke registre findes, som jeg ikke kender og hvem kigger i dem? Kan jeg overhovedet have tillid til de data, der findes i de offentlige registre? P.t. diskutteres om patientdata kan stilles til rådighed for kommerciel forskning. Det er jeg principiel tilhænger af, men jeg synes det vil være et rimeligt krav, at borgerne får indsigt i hvornår og hvilke personer/myndigheder, der har kigget i mine data i hvilke registre eller har hentet data til egne it løsninger. For sundhed.dk's vedkommende er dette muligt online for borgeren, så det bør man automatisere for alle offentlige registre og lægge oversigterne tilgængelige for borgeren.

I min optik synes der at være flere gennemgående problemer i offentlig IT: Projekter ændres og udvides undervejs uden at business casen ændres tilsvarende og dermed giver anledning til revurdering af projektets tidsplan, betydning for den daglige brug, forholdet til andre systemer, manuelle som elektroniske, og økonomi. Nye systemer implementeres som øer og tænkes ikke ind i eksisterende systemer og der er ofte datamæssig redundans.

Jeg synes jeg ser dele af det offentlige håndtere it projekter og it drift som opgaver vi kendte i pen- og blækhusalderen. Det er ikke fordi vi mangler kompetencer. It-undervisning sker på alle niveauer fra folkeskoler til universiteter, i virksomheder og offentlige institutioner. Imidlertid er offentlig it blevet en karrieredisciplin, der i stort omfang bruges til profilering af projektejernes vilje til nytænkning. Lidt som det er med indvielse af institutioner, broer osv. Hvem vil ikke gerne være i front, modtage referencebesøg fra andre kommuner, sygehuse osv – måske endda et spansk ministerium kunne være interesseret?

I mine øjne er projektledelse det gennemgående problem. Det offentlige er klar over dette. Derfor ofres enorme summer på, at IT medarbejdere og ”projektledere”, med baggrund i respektive fagområder deltager i kurser, hvor fundamentale områder som fastlæggelse af business case, ansvar, rapportering og særligt ændringer af projektet undervejs belyses og sættes i relief til forholdet mellem succes eller ej for gennemførelsen. Vel hjemme efter kursus opdager projektlederen, at projektledelsesansvaret fortsat ligger diffust i it udvalg med deltagelse af ledelse, medarbejderrepræsentanter, fagforeningsrepræsentanter og at andre medarbejdere i organisationen, fx brugerne og IT teknikere. Mange forsøger at udleve deres egen dagsorden, netop fordi de ikke har fået øjnene åbnet for, at it er et fagområde med enorme potentialer og faldgruber for organisationer.

Således er organisationens faglige medarbejdere (brugerne) ofte ikke klædt på til ændret opgaveløsning. Man fortsætter med kalenderbøger, lapper og fotokopierede lister, fordi it-systemerne ikke omfatter alle hidtidige rutiner og der er ikke ledelsesmæssig opbakning til at undlade gennemførelse af disse. Mange bryster sig af at være papirløse, men hvordan ser den kommunale, regionale og statslige verden ud? Trods digitalisering er der fortsat mængder af papir i hverdagens sagsbehandling og i forbindelse med møder.

På teknik- eller driftssiden er der også problemer. I langt de fleste offentligt ejede it projekter samarbejder projektejeren (kommunen, styrelsen, ministeriet, sammenslutningen) om udvikling og løsningsdesign med professionelle udbydere, som herefter forestår selve programmeringsarbejdet. Implementeringen foretages efterfølgende af projektejerens egen it-organisation, mens driften enten sker i egen organisation eller hos en professionel udbyder. At outsource driften er ofte udfordrende, fordi samspillet med andre systemer ikke er tilstrækkeligt belyst og ofte kræver gennemførelse af udredninger i forhold til såvel organisationens interne arbejdsgange og andre leverandørers aktiviteter.

Det kunne være interessant at erfare om større virksomheders udvikling, implementering og brug af it sat i relief til det offentliges tilsvarende aktiviteter. Jeg er sikker på, at der kan drages paralleller, men også at der er store forskelle i, hvorledes behovet for it løsninger ses, for hvilke succeskriterier der sættes og for hvorledes disse nås. Hvor længe går der fx fra en fusion af store internationalt funderede virksomheder til it er fælles, i hvilket omfang baseres virksomhedernes it på standardløsninger set i forhold til traditionel offentlig administration og hvor stor del af virksomhedernes budgetter bruges på it – er det i virkeligheden således, at det offentlige bruger for få penge på it? Også forholdet mellem at bruge egne it medarbejdere og drifte internt eller opgaverne løses via outsourcing er interessant.

Et område som synes nedprioriteret af de centrale myndigheder er sygehusenes elektroniske patientjournaler. I starten af 90'erne tog de første amter skridt mod en strukturering af papirjournalernes datamængder, således at de kunne omlægges til elektroniske medier. Omkring 2000 var der opnået betydelige fremskridt i kommunikationen mellem sygehusene og de praktiserende læger, idet stort set alle henvisninger, udskrivningsbreve og laboratoriesvar blev overført elektronisk. Dette var sket i regi af en fælles amtslig/statslig/privat organisation. Det havde været oplagt, at Staten, i forbindelse med nedlæggelsen af amterne og etablering af regionerne, havde overtaget planlægning af en national elektronisk patientjournal. Det er svært at få øje på de forskelligheder i regionernes sundhedsvæsen, der retfærdiggør 5 forskellige elektroniske patientjournaler og patientregistreringssytemer. I det hele taget kan man stille spørgsmålet om, hvorfor 5 regioner hver især varetager ensartede strategiske, planlægningsmæssige og indberetningsopgaver fx på sundheds it området. Jeg tror, at en fælles national it organisation ville kunne løse disse opgaver på mere hensigtsmæssig vis, mens implementering og support bedst løses ude på sygehusene.

Det begyndte med Statens Datacentral og Kommunedata, som begge løste landsdækkende opgaver ud fra en fælles grundlæst. Med fremkomsten af pc'er i midt-firserne åbnedes for en skov af fagligt og økonomisk mere eller mindre vel funderede it virksomheder og ”konsulenter”, som dog har haft uvurderlig betydning for såvel udvikling som udnyttelse af it i det offentliges sagsbehandling og datahåndtering. Ligeledes har de uomtvisteligt haft positiv betydning for, at medarbejderne og dermed borgerne har fået erfaring i at udnytte pc'erne såvel på arbejde som i fritiden. Utroligt mange borgere er absolut dygtige brugere med et ofte meget dybt kendskab til it's ”indre”, men som nævnt ovenfor er jeg skeptisk over for den hastighed og den damptromlemåde it nu skal implementeres i alle danskernes dagligdag, når man betænker kvaliteten af og omkostningerne ved etablering og drift af de offentligt ejede it systemer.

Vi må kunne gøre det bedre i lille Danmark.

--------------------------------------------------------------------

Januar 2014, Jens Grønlund, mail@mosejens.dk Eftertryk og/eller citeringer meget velkomne med kildeangivelse.